Vennens død

Mørket breder sig over
himmelhvælvingen under mig

Mørket spredte sig
i glimtvise tegninger

Mørket, det fløjlsbløde
rækker op i min sjæl

Mørket gemmer på genstande
tiden flyder langsomt ud i mørket

Mørket, det menneskelige rum

Fjendens død

Som en jægersoldat der raver rundt på slagmarken
leder jeg efter fjenden i mig selv
leder jeg efter en skyttegrav
leder jeg en orkestergrav

min stemme er jordslået og tøjet rustent

kampviljen er stækket

men koordinatsættet usvækket
blod bobler ud af et hul i min lunge
den frosne jord tager ikke imod

solen står lavt i horisonten

Næste dag er
på den anden side af det kolde mørke
leder jeg efter fjenden

benpiber stikker op af det frosne mudder
forbiere

leder jeg efter fjenden
ser jeg resten af min gruppe i skovbrynet
bøssepiber stikker ud mod
det åbne stykke
varmer mit ansigt

Voldsom død

Den røde blomst
vokser frem på indlandsisen
knop på knop skyder frem

De røde blomster
vokser frem på skjortebrystet
albue på albue skyder frem

Røde blomster
væder jorden
billede på billede skydes frem

Rødder
kvæler græsset

Forsigtig død

Mesteren svinger forsigtigt sit skarpe sværd
stille løber blodet
over den gigantiske katedral

Den sorte stav
er knækket i holderen
det blide snit står åbent

Eksistensen holdes
af bristende nervetråde
frosne kødstrimler splintres

Andægtigt ser jeg mesteren
skride op ad gulvet
op i intet