Valgslægtskaberne, Goethe og Gud

I hverdagslivet møder vi ofte mennesker, der
ligner amforaen. Disse mennesker har kilden
til liv og lidenskab i sig. De er udsmykkede og
flotte, men der er låg på. Krukken står bare der
hele livet og til sidst lægger sig et lag støv sig
over den.

Sjældnere møder vi mennesker, der ligner fontænen.
Det er mennesker, som lader livet og lidenskaben
komme ud. Livet sprudler friskt og som et festfyrværkeri
ud over alle bredder. Lidenskaben står med sine
smukke fangarme for at føre mennesket ud i utopien
eller tragedien.

(Meget sjældent møder vi mennesker, der ligner
havet. Liv og lidenskab er ikke en separat del
af disse mennesker - de er liv og lidenskab,
ligesom havet er hav.)*

Af og til kan vi møde mennesker,
som Gud har mødt. Her er låget lagt på
og nye fontæner bygget; men Gud møder
menneskene hver morgen. Mens solen bliver
varmere, taler Gud og menneskene sammen.
De går rundt på diget og rykker de brædder
op, som holder på vandet.

Tak Gud, at du ikke har sprængt diget.
Lad os blive ved at komme.

*Verset mangler ikke i de ældste håndskrifter.